Knaidlach – matzokugler

Ca. 20 matzokugler

1 time

Knaidlach eller matzokugler er det klassiske tilbehør til kyllingesuppe. De var oprindelig en specialitet forbundet med Pesach, hvor man spiser matzos, flade, uhævede knækbrødslignende brød. Imidlertid er denne form for ‘dumpling’ så populær at den spises året rundt, og findes i mange varianter. De kan være af forskellig størrelse, men deles primært i to hovedgrupper: flydere og synkere. Som navnene antyder er den første type meget lette, mens den anden er noget mere tunge og bastante. I dag er de fleste matzokugler af den noget lettere art, og den opskrift vi bringer her, er da også af denne type.

Knaidlach:

2 æg, delte

75 g matzemel

1/4 mellemstort løg

1 håndfuld persille

1 knivspids cayenne eller chilipeber (valgfri – erstat evt. med sort peber)

Salt

 

Bland æggeblommer, persille, løg og krydderier i en foodprocessor. Hvis du ikke har en sådan, hak da løg og persille meget fint og rør dem grundigt sammen med de øvrige ingredienser.

Pisk hviderne helt stive. Fold forsigtigt ægge-løgmassen sammen med hviderne og forsæt derefter med at vende matzemelet i. Dæk med film og stil på køl i en halv time.

Sæt en stor gryde saltet vand til at koge. Det er ikke tilrådeligt at koge knaidlach direkte i suppen, da de suger rigtig meget væske.

Stil en skål med koldt vand ved siden af din dej, dyp dine hænder i vand og form en kugle med en diameter på ca. 2 cm og lad den dumpe ned i det kogende vand. Forsæt med resten af dejen, husk at dyppe dine hænder i koldt vand efter hver anden kugle, så dejen ikke klistrer til dine hænder.

Læg låget på gryden og lad dine knaidlach simre i ca. 25 minutter. De vil nu være vokset adskillige gange i størrelse og er lette og luftige. Brug en hulske til at flytte dem fra vandet til tallerkner og server med kyllingesuppen. God appetit!